Payton Pritchard har den bedste effektive skudprocent på isolationsspil i NBA i sæsonen 2025-26 med 58,6 procent, foran blandt andre Nikola Jokic (57,1 procent) og Shai Gilgeous-Alexander (56,4 procent). For en spiller, der sjældent får startpladsen, er det et bemærkelsesværdigt resultat.
Pritchard sidder på Celtics’ bænk, da han i slutningen af april mærker et klap på skulderen. Boston fører 103-98 i tredje kamp i første runde over Philadelphia, og der er lidt over et minut tilbage. Pritchard har sat fem treere i kampen. Da han drejer sig om, står Allen Iverson bag ham, iført sort læderjakke, sort T-shirt og sort kasket, med en blingende halskæde med det romerske tal III.
»Du er den koldeste hvide fyr, jeg nogensinde har set,« siger Iverson, ifølge Pritchard selv.
Pritchard tænker først, at det her er en mærkelig situation, og så, at det her er Iverson. Hans næste tanke er, at han skal give den gas. Kort efter sætter han en step-back-trefer fra 26 fod, lige da buzzeren lyder, og play-by-play-kommentator Eric Collins råber i transmissionen: »Han er en morder!«
Pritchard gemte dog sin største præstation til fjerde kamp to dage senere. Her scorede han en enbenet buzzer-beater-trefer ved første leddets afslutning, førte Boston i første halvleg med 18 point, mod startfemmens samlede 24, og endte kampen med en karrierehøj på 32 point, både i kampe og i slutspil.
En bænkspiller med startertalent
Pritchard gør alt dette fra bænken, fordi det er der, han sidder. Han er dog den bedste bænkspiller i ligaen, to sæsoner efter at være blevet kåret til Sixth Man of the Year. Han har også været starter, senest i 50 kampe sidste sæson, efter at Jrue Holiday forlod holdet til Portland, og Jayson Tatum fik revet akillessenen over. Han er samtidig kendt for sine halvbanekast og for sine viralt berømte dribbleøvelser. Alligevel har han aldrig set ud, som om han hørte til blandt ligaens store navne.
»Han er 6-1 og våd,« siger Celtics-assistenttræner Sam Cassell. Det er ikke helt rigtigt, men på en mærkelig måde også helt præcist.
Pritchards isolationsspil er ikke et tilfælde. Om sommeren holder han hårde individuelle træningspas i anonyme haller, hvor han spiller én mod én mod spillere, der tør møde ham og forsvare mod ham på hans niveau.
Så sent som sidste sæson stod han på startlinjen i Celtics’ skuffende sluttspil, hvor holdet forspildte en 3-1-føring over Philadelphia og tabte syvende kamp. Siden har Boston solgt Jaylen Brown til Philadelphia. Hvis Celtics skal genvinde pladsen øverst i en østlig konference, der kun er blevet hårdere, skal Pritchard være endnu koldere.
Sommeren i den fugtige hal
»Der er bare noget ved en fugtig hal,« siger Pritchard.
Klokken 6.45 en morgen i midten af juni står han i en fugtig hal på en high school i den sydøstlige ende af Cape Cod. Hallen har ingen aircondition. Pritchard lægger vægt på, at han vælger upåfaldende haller som denne. Hans træner Michael Soares måtte ringe til en medarbejder for at få låst døren op.
Pritchard voksede op i West Linn i Oregon. For nogle år siden blev der målt 115 grader udenfor under en hedebølge, og inde i hans gamle high school-hal var det 120 grader. Han havde ekstra håndklæder med, fordi selv bolden svedte.
Pritchard holder fast i det rå miljø. Han har i årevis rekrutteret spillere fra Division II og III, internationale spillere og gamle venner fra hjemstedet til disse haller. De er ikke professionelle, og netop derfor er de sultne, forklarer han. Han betaler for deres benzin fra Boston eller deres flybillet over kontinentet eller havet, fordi de kan forsvare hårdt og ubarmhjertigt.
Træningen er gentagelser. Skub modstanderen væk, skab plads, skyd. Slip forbi, find din plads, skyd. Reager på forsvareren, der jagter ham. Gå til kurven, fordi forsvareren hænger langt bagud.
Omkring 30 minutter inde i passet jager Bruce Saintilus, der for nylig spillede for Clark University i Division III, Pritchard. Han er overbevist om, at han har tvunget ham ud i en dårlig vinkel. Men han løber forbi kurven og ser ikke, at Pritchard laver et klodset layup. »Gik den virkelig i?« råber han over til Soares.
Sådan går det i næsten to timer, tre gange om ugen hen over sommeren. Pritchard tager omkring 150 possessions, hvor han bevæger sig rundt på banen fra blokken, albuen, 3-point-linjen, hjørnet og fløjen. Hans forsvarere får pauser, han får ikke. Hvis Pritchard skyder under 60 procent på en dag, må de betale hans frokost hos Chipotle.
For ham er det en lille pris for de tusindvis af skud, han får over sommeren, og for chancen for at slå én mand og så gøre det igen og igen. Han gemmer alt i sit mentale arkiv. Hvor meget basketballdata er for meget? Der er ingen grænse.
»Min tilgang er nok lidt anderledes,« indrømmer han.
Ifølge Celtics’ assistent-GM Dave Lewin ligner den i høj grad Kyrie Irvings. Lewin tilbragte en del af sin karriere i Cleveland, hvor han var tæt på Irving. Hvis Lewin kom ind i hallen om aftenen, var Irving ofte der og spillede én mod én.
»De er helt sikkert forskellige,« siger han. »Men i deres tilgang til én mod én som udviklingsværktøj er det de to spillere, jeg har set gøre det mest.«
Fra Steve Blake til bandager
Pritchards besættelse startede tidligt. Som gymnasieelev trænede han i ClubSport, et fitnesscenter nær West Linn. Han var aldrig en fysisk stærk type. »Upåfaldende,« siger hans gamle gymnasietræner Eric Viuhkola. »Det var ikke som, at LeBron James kom gennem døren.«
Men en lokal gymnastikgæst lagde mærke til ham. Steve Blake var ved at afslutte en 13 år lang NBA-karriere som rejsende spiller, men han fik et tæt forhold til teenageren. Hen over sommeren før Pritchards anden gymnasieklasse hentede Blake ham tre eller fire gange om ugen for at spille én mod én. Pritchard tabte. Og tabte igen og igen, hvilket kun overraskede ham selv.
»Det ødelagde mig,« siger han. »Hver eneste dag.«
Han gjorde det til sit livsmål at besejre Blake inden sommerens udgang. »Hvor naivt, ikke?« siger Brian Scalabrine, som i begyndelsen af 2000’erne blev Bostons mest elskede reservespiller og i dag er holdets tv-analytiker. »At tro, at en 15-årig dreng kan vende den og slå en NBA-spiller.«
Pritchard vandt aldrig, men han kom altid tilbage. Hans svar, i hvert fald når det gjaldt basketball, var altid mere.
En dag i gymnasiet dukkede Pritchard op til Viuhkolas træning med bandagerede hænder. Hans far, Terry, havde skaffet et par vægtede bolde, så han kunne skærpe sin dribling. Pritchard dribblede dem så længe, at huden gik i stykker.
Hvis han ikke blødte, bogstaveligt eller billedligt, prøvede han ikke hårdt nok, mente han.
Også i skolen fandt han plads til træning. Holdkammeraten Brooks DeBisschop så ham en dag strække kroppen ved sit skrivebord i timen. Pritchard forklarede, at det var en god chance for at arbejde med hoftemobiliteten. I frokostpausen tog han plyometrik på skolens atletikbane sammen med Terry. Hans begrundelse var, at han havde læst, at Russell Westbrook havde taget et stort spring mellem sin anden og tredje sæson, og at han selv skulle skærpe sin atletik for at gøre det samme.
Pritchard mener, der er en direkte linje fra kampene mod Blake, til strækøvelserne i timen og til frokostens plyometrik, og til hans nuværende besættelse af én mod én. Det er en måde at komme helt ind og se sit spil på et atomart niveau.
Fysik og viden
I den femte kamp mod Philadelphia i sidste sæsons serie gik Pritchard tidligt i andet leddel hårdt mod kurven og lavede et veer step forbi Joel Embiid. Embiid er 11 tommer højere og 75 pund tungere. Pritchard satte skulderen i og skubbede Embiid et godt stykke tilbage.
»Han skubber Joel Embiid væk fra sin plads for at få et layup,« siger Scalabrine. »Der er nok ikke mange chancer for, at LeBron skubber Embiid væk for at få et layup.«
Pritchard er stærk, men han bryder ikke fysikkens love. Det er snarere et spørgsmål om snilde, eller rettere om at bruge kroppen klogt. »Folk siger altid, at Payton måske er en af de stærkeste spillere pund for pund,« siger Soares. »Men han ved bare, hvordan han bruger andre spilleres kroppe imod dem. Han ved præcis, hvornår han skal udnytte modstanderens inerti, fart eller retning.«
Han har testet det tusindvis af gange, måske titusindvis, anslår Pritchard. Mod europæiske professionelle og semiprofessionelle og mod spillere, der træner træning for en levevej. De forsvarer, de giver ham skud, og de gør det igen og igen, til erfaringen sidder i musklerne.
Og der er altid noget ved en fugtig hal, så han vender altid tilbage til laboratoriet.
»Han er en fuldstændig outlier i det, han gør,« siger Scalabrine. Det forklarer, hvorfor Pritchards basketball næsten virker som en feberdrøm. Det er ulogisk.
Sidste sæson var der 57 spillere, der tog mindst 200 skud i feltet uden for den begrænsede zone. Pritchard lå på tredjepladsen med 56 procent, kun efter Jokic og Kevin Durant.
Den spiller, der sjældent starter, får næsten altid bolden i slutningen af possessions. Han scorede 86 gange med fire sekunder eller mindre på skuduret i sæsonen 2025-26, 12 flere end Durant. Hans effektive skudprocent på disse skud var 51,6 procent, kun overgået af Jalen Brunsons 51,7 procent blandt spillere med mindst 100 forsøg, ifølge ESPN Research.
»Payton kan tage noget, der ikke burde være muligt, og arbejde sig igennem det, så det ikke bare bliver muligt at overleve, men også at trives,« siger Scalabrine. »Det eneste, man kan pege på, er dette: Han er et vildt dyr, et absolut vildt dyr, når det gælder den måde, han arbejder på.«
Pritchard er med andre ord hverken tryllekunstner eller mirakel, men snarere en slags fanatiker, siger Scalabrine. Om sommeren, hvor han bruger timer på at spille én mod én. Og også i sæsonen: Efter Celtics’ træning går han rundt og prøver at få andre med på en kamp én mod én. »Han er som en hjemløs hvalp,« siger Scalabrine. »Hey, I vil spille en mod en? Vil nogen spille en mod en?«
Sidste sæson var John Tonje på vej ud af Auerbach Center, Celtics’ træningsfacilitet, efter en styrketræning og tænkte allerede på frokost. Så kaldte en assistenttræner ham tilbage. Han skulle forsvare mod Pritchard.
Tonje, dengang rookie, var begejstret. Det her bliver sjovt, tænkte han.
Så satte Pritchard 17 skud i træk.
»Fyren missede ikke,« siger Tonje. »Det var pinligt.«
Celtics’ spillerudviklingstræner Nana Foulland begyndte at tælle Pritchards skud. Tonje pressede, men Pritchard fandt en vinkel og gik forbi. Én! Tonje skar ham af, men Pritchard var allerede videre til næste skud, en kontesteret fadeaway. To!
Cheftræner Joe Mazzulla stod sammen med Foulland. Han foldede armene, hvilket for Mazzulla betød begejstring, og fulgte med fra midtbanen, mens Pritchard gennemførte sin demontering.
På et tidspunkt accepterede Tonje sin skæbne. Medmindre han blokerede skuddet eller stjal bolden, gik det i kurven.
»Det var mit velkommen-til-ligaen-øjeblik,« siger Tonje. »Der var bare ingen måde at stoppe det på.«
Næste skridt
Tilbage på high school’en på Cape Cod er Pritchards t-shirt, som var lysegrå, da han kom lige efter solopgang, næsten sort af sved inden for en time.
Han tager en sjælden pause, men ikke en hvil. Han sidder over en computer sammen med en anden træner, Rocky DeAndrade, og studerer film af Brunson. De prøver at finde ud af, hvordan den 6-fod-2 Brunson er blevet en af verdens bedste til at tvinge frispark frem.
Brunson har lige vundet NBA-finalens MVP-pris, og mange vil gerne ligne ham. Pritchard, lille, snedig, isolationsdominerende og nu uden Jaylen Brown, kan have særlige forudsætninger for at blive den næste Brunson. Eller i hvert fald den næste Brunson-lignende spiller.
»Hvis han får den sæson, vi tror, han kan få, vil den måske blive opfattet som et gennembrud,« siger Lewin. »Men jeg tror, vi vil se den som en fortsættelse af de ting, han har gjort godt tidligere, når han har fået muligheden. Noget af den virkelig lovende isolationsudvikling og mellemdistancen, han havde sidste år, kombineret med mere af den treer-succes, han havde tidligere i karrieren.«
Celtics får brug for det gennembrud eller den fortsættelse, for nogen skal træde til og hjælpe Tatum med at fylde hullet efter Brown. Paul George er kommet til som 36-årig og er allerede på vej ned af kurven. Selv hvis opgaven fordeles på flere spillere, er chancen stor for, at Pritchard bliver den, der tager ansvaret.
Holdets tidlige resultater i denne sæson har været moderate. Men folk tæt på Celtics er optimistiske omkring Pritchards evne til at løfte den opgave. »Jeg tror, han kommer til at score over 22 point pr. kamp,« siger Scalabrine. Og det ser ud til, at resten af ligaen er enig.
I NBA’s GM-undersøgelse, der blev offentliggjort op til sæsonen 2026-27, var der mange kandidater til gennembrudsspillere. Blandt dem var en række topp-10-valg fra det seneste draft, der står foran deres anden sæson, herunder Dylan Harper, Cooper Flagg og Collin Murray-Boyles. Også Pritchard, der er en tidligere pick nummer 26 og nu går ind i sin syvende sæson, fik stemmer.
Det er alt sammen opmuntrende signaler for Celtics.
»Vi har bedt ham om at være mere for os hvert eneste år,« siger Mazzulla. »Han kan tage det ansvar, holdet har brug for på et givent tidspunkt, ved du?«
Der er altid tid til at hente sin indre Jalen Brunson frem. For Pritchard og Celtics er det nu. Holdet leder ikke efter en spiller, der skal blive et verdensklasse nr. 1-valg. Det har de allerede i Tatum. Det er godt, for selv en Brunson-lignende spiller er en tung opgave.
En af Pritchards egenskaber er, at han elsker de skeptiske. Som gymnasieelev førte han en slags »brændebog« over sine kritikere og fejl: For lille, for lidt atletisk, for langsom, for dårlig, for ked af det. Hans egen far fik en plads i bogen, fordi han foreslog, at Pritchard kiggede på nogle Ivy League-universiteter under sin rekrutteringsproces.
Der er også en scout, som Pritchard stadig driller. Scouten skrev engang til en af Pritchards universitetstrænere og vurderede draften dystert: »Han bliver ikke en NBA-spiller. Måske en god udenlandsk spiller, i bedste fald en som Kevin Pangos.« Pritchard har intet imod Pangos, der var en stor profil på Gonzaga og to gange udnævnt til All-EuroLeague, men han sigtede efter noget større.
Der er altså folk, der ikke tror, at Pritchard har det i sig. Godt. Det motiverer ham. For hvis der ikke fandtes nogen, der erklærede det for dumt at forsøge noget større, og endda at sigte mod Brunson, ville han finde dem alligevel.
»Der er altid skeptikere,« siger han. »Der er altid det næste skridt, folk tror, du ikke kan nå. Så søger du efter det, og så finder du det.«
Mazzulla og mennesket bag
Den sidste dag i september, to dage inde i træningslejren, står Pritchard og Mazzulla i en to-mandssamtale på holdets træningsbane. Der bliver vinket meget med hænderne, og på et tidspunkt støder Mazzulla til Pritchard med albuen, måske for bedre at vise spillet, de diskuterer.
Det ser meget seriøst ud, fordi Mazzulla er berømt for at være meget seriøs. Men så sker der noget overraskende. Mazzulla bryder karakteren og smiler helt ægte.
Mazzulla kan lide Pritchard. Og han vil gerne regne med ham.
»Jeg satser altid på Payton,« siger Mazzulla.
Det har ikke altid været så venligt. Dengang Mazzulla stadig var assistenttræner i Celtics, elskede han at tage med på banen og spille 5-mod-5. En dag kom han til at spille på samme hold som Pritchard. Kampen blev hård, og Mazzulla blev direkte.
»Du gør ikke folk bedre,« råbte han til Pritchard.
Pritchard blev vred. Han havde altid arbejdet sig selv ihjel. Men netop denne drift, at overgå, at holde ud og at overleve, var både hans styrke og hans svaghed.
En af Pritchards gamle assistenter fra Oregon, Zack Gonzales, så, hvordan Pritchard som ældre spiller dag efter dag forsøgte at knække en ung guard. »Payton’s mål hver dag var at få ham til at græde,« siger han. »Han sagde: ‘Jeg kommer til at slå ham ihjel.’«
Mazzulla forsøgte altså at fortælle Pritchard, at han gentog historien. Han havde så meget tunnelsyn på at overgå alle andre, at han glemte at tage resten af holdet med.
Alder og erfaring, og et senere brev fra Mazzulla med en fredsbuddelse, har slebet de skarpe kanter af. Pritchard er blødere i dag. Det lykkedes ikke, men han havde håbet at kunne være vært for de nye Celtics-spillere på sin træningslejr på Cape Cod. Han er også lidt mindre tilbøjelig til at slå folk ned, selvom John Tonje måske gerne vil have et ord med.
»En plage,« sagde Mike Conley, der kom til Celtics i denne sæson, tidligt i træningslejren. »Han er fuldstændig skør, når det gælder om at blive bedre.«
Han er en plage, fordi det er det, der har bragt ham hertil: den erfarne bænkspiller og til tider starter, heltens skud fra midtbanen og den mest uventede isolationsspiller i ligaen. Og ejeren af en toårig forlængelse til 44,2 millioner dollar, der holder ham i Celtics frem til 2030. Og en hjørnesten i det, der kommer.
»Jeg kan ikke vågne op,« siger han, »og være Wemby.«